Brev til bygningsmyndigheden d. 7. maj 2006
 

07.05.2006

Bygningsmyndigheden
Bernstorffsvej 161
2920 Charlottenlund

Vedr. ejendommen Bernstorffsvej 230

Undertegnede har som formand for Ordrup-Charlottenlund Grundejerforening fået henvendelse fra en kreds af vore medlemmer vedr. omdannelse af Bernstorffsvej 230 fra beboelse til børneinstitution.

Vi deler vore medlemmers bekymring vedr. konsekvenserne for de omkringliggende grundejere af denne omdannelse.

Det er klart, at en institution med ca. 40 børn, også selv om der her er tale om en international, såkaldt prescool med deraf følgende større disciplin og mindre fri leg udendørs, indebærer en iøjnefaldende risiko for en kraftig støjgene sammenlignet med et almindeligt beboelseshus.

Desuden må der sættes spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er fysisk muligt at indrette 4 P-pladser på egen grund, sådan som det er angivet i ansøgningen, bl. a. på grund af niveauforskellen fra vej til grund.

Hvad angår kortvarig parkering i forbindelse med aflevering om morgenen og afhentning om eftermiddagen kan det forhåbentligt ske uden de store vanskeligheder på Bernstorffsvej, undtagen i de 4- 5 uger, hvor Sportsrideklubben  har deres arrangementer med deraf følgende stærkt forøgede parkeringsbehov.

Vi vil derfor anmode om, at kommunalbestyrelsen, hvis den beslutter sig til at nedlægge en bolig og give tilladelse til oprettelse af en børneinstitution, overfor de ansvarlige for institutionen understreger, at der forventes overholdelse af de  forudsætninger, som de ansøgende selv anfører i ansøgningen.

Dette gælder både den korte og den længerevarende parkering, ligesom det specielt drejer sig om løftet, som er anført i en naboorientering direkte fra de ansvarshavende, om at udendørs, organiseret leg kommer til at ske mellem kl. 10:40 og 12:00 samt mellem kl. 13:30 og 15:30 og kommer til at foregå holdvis, altså 1/3 af børnene ad gangen.

Med venlig hilsen
Inger Garre, formand for Ordrup-Charlottenlund Grundejerforening
Mosehøjvej 3 A, 2920 Charlottenlund, 39 64 11 13, e-mail: ingergarre@hotmail.com